Nordiske borgere har et betydeligt klimaaftryk, hvor eksempelvis hver dansker i gennemsnit udleder 13 tons CO2 om året jf en ny rapport fra Concito. IPCC har fastslået, at for at opretholde 1,5 graders scenariet må hver borger maksimalt udlede 3 tons CO2 årligt. Det er tydeligt, at der er et presserende behov for at reducere vores klimaaftryk.
Kultur og fritidsliv udgør en væsentlig del af nordiske borgeres daglige liv og trivsel. Disse aktiviteter vurderes at have et mindre klima- og ressourceaftryk sammenlignet med materielt forbrug. Samtidig bidrager de til glæde, fællesskab og mental sundhed.
Formålet med dette medlemsforslag er at kvantificere klimaaftrykket af kultur og fritidsliv og give borgerne redskaber til at træffe klimavenlige valg. Dette kan opnås ved at udarbejde en rapport baseret på livscyklusvurderinger, der afdækker de miljømæssige konsekvenser af forskellige kulturelle og rekreative aktiviteter.
Resultaterne af denne rapport vil give grundlag for at udvikle anbefalinger, der kan hjælpe nordiske borgere med at træffe informerede valg, der reducerer deres klimaaftryk, samtidig med at nyde berigende kulturelle og fritidsoplevelser.
Endvidere vil disse resultater også tjene som et solidt grundlag for Nordiske lande til at anerkende investeringer i kultur som en vigtig del af en klimavenligere og grønnere erhvervspolitik. Dette vil fremme en bæredygtig balance mellem økonomisk vækst og samfundsaktivitet, og bevarelse af vores miljø og kulturarv, og dét at leve gode liv med lavt klimaaftryk.
Nordisk grön vänster föreslår att Nordiska ministerrådet
- undersøger, hvordan kultur og fritidsliv kan bidrage til at nedbringe forbrugsbaserede emissioner og reducere hverdagslivets klimaaftryk
- udarbejder en rapport, der vha. livscyklusvurderinger vurderer klima- og ressourceaftrykket af forskellige kulturelle aktiviteter, såsom museumsbesøg, teaterforestillinger, koncerter, kunstgalleribesøg og andre former for kunstudfoldelse
- udarbejder en rapport, der via livscyklusvurderinger vurderer klima- og ressourceaftrykket af forskellige rekreative- og fritidsaktiviteter, såsom lystfiskeri, kreative aktiviteter, hobbyer, fritidsaktiviteter for børn og voksne fx svømmehaller, legelande og legepladser, samt naturoplevelser, cykelture, havearbejde, boglæsning, fotografering og vandreture
- på baggrund af analysen udarbejder forslag til, hvordan den klimabevidste borger mest klimavenligt kan bruge sin tid og penge inden for kultur og fritidsliv, herunder at fremme aktiviteter med lavt klimaaftryk